Indbrud i nabolaget

Kære Naboven

Du er en vigtig nøgleperson, når nabolaget skal samles om en fælles indsats efter et indbrud

Hvis der kommer tyve på spil i dit nabolag kan du som Naboven virkelig gøre en forskel. For indbrud smitter og netop nu er risikoen for flere indbrud derfor større, især for huse inden for en radius af ca. 200-300 meter.

Se med herunder, hvad du kan gøre som Naboven

Som Naboven har du flere muligheder for at styrke indsatsen i nabolaget:

  • Fortæl der har været indbrud
  • Opfordr til at være ekstra synlige i nabolaget
  • Brug appen til at holde hinanden informeret om, hvad I ved
  • Opfordr til at holde særligt øje og hilse på dem, man møder
  • Spørg ikke-nabohjælpere om de vil være med
  • Tag evt. kontakt til den lokale betjent 

På Nabohjælps app får alle nabohjælpere i risikozonen besked om, at der er forhøjet risiko, og hvad de kan gøre.

Hvis du er Naboven for en eller flere nabohjælpere i risikozone, får du også besked - også selvom du ikke selv er i risikozonen, og også selvom der er andre Nabovenner i risikozonen. På appen åbner et særligt område for Nabovenner og de berørte nabohjælpere, hvor der er mulighed for at stå sammen om en indsats. På den måde kan du blive en vigtig koordinator af en fælles indsats. 

Nabovennens handleplan ved indbrud

  1. Advar naboerne om indbruddet på appen, hvis det ikke allerede er gjort 
  2. Hvis en anden allerede har advaret om indbruddet på appen, så skriv din opbakning og evt. beskeder til andre under kommentarer
  3. Opret en besked til naboer i risikozonen med opfordring til at deltage i aktiviteter, der skaber liv i nabolaget
  4. Del 'Tyve på spil' postkortet ud til ikke-nabohjælpere i dit nabolag.
  5. Skriv i den lokale facebookgruppe, at der er tyve på spil med opfordring til at oprette en profil på Nabohjælps app
  6. Opfordr nabolaget til at være særligt opmærksomme og hilse på dem, de møder
  7. Opret løbende beskeder til nabolaget om, hvad der virker
  8. Bank på de steder, hvor nogen er urolige. Fortæl at nabolaget står sammen om at forebygge flere indbrud, og hvordan vedkommende selv kan hjælpe
  9. Tag evt. kontakt til din lokale kontakt hos Politiet

Læs mere om hvad den enkelte gør ved indbrud

Opdagelsesrisiko - det er dét, som virker!

Når der er tyve på spil, gælder det om at signalere til tyven, at I holder øje, og at I er hjemme. Når tyven føler, der er stor risiko for at blive opdaget eller genkendt, forsvinder han nemlig. Derfor skal I være synlige i nabolaget - morgen, middag og aften - sammen og hver for sig

  • Gå flere ture i nabolaget med hunden eller hinanden
  • Arranger en løbeklub, der løber om aftenen på alle nabovejene
  • Mød hinanden på fællesarealerne med bål og kaffe eller skumfiduser
  • Send ungerne ud på vejen og tegn Nabohjælpslogoer og andet hyggeligt med kridt. Gerne der hvor naboen ikke er hjemme

    På Nabohjælps app kan alle naboer i risikozonen melde sig til de aktiviteter, som appen foreslår. Her kan du som Naboven tage en særlig rolle.

    • Skriv dig som koordinator på de aktiviteter, du har lyst til
    • Reklamer for initiativet med beskeder til nabolaget og fortæl hvorfor naboerne skal bakke op
    • Få flere deltagere ved at skrive i lokale facebookgrupper

    Gode råd til nabolaget hvis de ser noget mistænkeligt eller møder en på vejen

    1. Sig hej, og spørg, om du kan hjælpe med noget
    2. Skriv en advarsel via appen til nabolaget med beskrivelse af det, du har set
    3. Kontakt din Naboven
    4. Hold ekstra øje med nabolaget.

    Gode råd til nabolaget, hvis de opdager et igangværende indbrud eller indbrudsforsøg?

    1. Ring til politiet på 112
    2. Kontakt din Naboven
    3. Skriv en advarsel med beskrivelse på appen til dit nabolag 
    4. Observér på sikker afstand.

    Gode råd til nabolaget om hvordan man forebygger flere indbrud

    Kort sagt skal I advare hinanden, være synlige sammen, dele viden og aftale feriehjælp

    1. Tag en ekstra tur med hunden og vær ekstra opmærksom, når du går rundt i nabolaget
    2. Tilmeld dig aktiviteter i nabolaget via appen, mens der er forhøjet risiko
    3. Advar nabolaget på appen, hvis noget ser mistænkeligt ud eller du hører om flere indbrud
    4. Kontakt din Naboven, hvis du ved noget
    5. Inviter betroede nabohjælpere til at blive dine feriehjælpere og opret ferie i appen, hvis du tager bort
    6. Tjek din bolig og lås skuret, eller bed dine feriehjælpere om at gøre det, hvis du ikke er hjemme 
    7. Vær opmærksom på de boliger, som du ved er alene hjemme
    8. Abonner helt gratis på en række gode råd om på appen, når der er forhøjet risiko.