Sig noget, når du ser noget

Som god nabohjælper siger du det til hele nabolaget, hvis noget vækker din mistanke. Og du fortæller naturligvis, hvis der har været indbrud, ikk? Hør Amalies erfaringer i videoen.

Nabohjælp ved mistanke eller indbrud

Hvis der er noget, en tyv ikke ønsker, er det at komme frem i lyset. Han vil helst arbejde i stilhed uden nogen opmærksomhed fra naboerne. Jo færre der ved besked eller kigger efter ham, des bedre betingelser har han ... men nabohjælperne kan gøre det svært.

Du og dine naboer kan dele viden og give opmærksomhed. Det er god nabostil, for på den måde kan I forebygge indbrud samtidig med, at I skaber tryghed ved at gøre noget ved det.

Advar om mistænkelig adfærd på Nabohjælps app

  • Skriv en advarsel på Nabohjælps app, hvis du ser noget mistænkeligt
  • Advarslen sendes til alle tilmeldte nabohjælpere i nabolaget
  • Alle nabohjælperne i nabolaget kan kommentere advarslen i appen, så I kan være opmærksomme i fællesskab.
Sig noget, når du ser noget. Både til dem, du møder på vejen og til alle i nabolaget.

Men hvornår er noget mistænkeligt?

Det kan være svært at sige præcis, hvad der er mistænkeligt. Det kan være markeringer på postkasser, i indkørsler eller på fortovet. En person der lusker rundt. Alt det som stikker ud. Det som undrer dig.

Sørg for at dele din mistanke på appen - i god og lødig tone, selvfølgelig, så ingen hænges ud. Så er I flere særligt opmærksomme, og det bryder tyven sig ikke om.

Møder du nu en, som stikker ud, så læg ud med en høflig henvendelse. En tyv vil ikke risikere at blive linket til et indbrud, så et venligt spørgsmål kan gøre hele forskellen.

  • Nik og vink, så han eller hun ved, du er opmærksom
  • Spørg, om du kan hjælpe med noget
  • Spørg, hvem han eller hun søger
  • Start lidt løs snak om vejret eller noget andet.

    Advar om indbrud på Nabohjælps app

    En tyv vil gerne have mest muligt ud af sin tid. Derfor besøger han tit flere hjem i nabolaget. Når nabohjælperne er hurtige på tasterne og får givet hinanden besked om, at der er tyve på spil, har de mulighed for at forebygge flere indbrud. Vakse naboer giver ro i baghaverne. Hvis du selv eller en anden har haft indbrud, er det derfor vigtigt at skrive en advarsel på Nabohjælps app.

    • Advarslen sendes til alle tilmeldte nabohjælpere i nabolaget

    • Alle nabohjælperne i nabolaget kan kommentere advarslen.

    Når der har været indbrud et sted, er der forhøjet risiko for flere indbrud. Derfor giver Nabohjælps app dit nabolag mulighed for at koordinere en særlig indsats, hvis uheldet er ude hos jer. Læs mere under Nabohjælp ved forhøjet risiko
     

    Brug Nabohjælps app til at dele viden

    • Hent Nabohjælps app på GOOGLE PLAY eller APP STORE og opret din profil
    • Spørg naboerne, om de vil være med. 9 ud af 10 vil gerne, og jo flere I er, des bedre virker det
    • Og husk at bruge appen til at skrive sammen med naboerne, så I kan forebygge indbrud.

    Det koster dig ingenting at være med. Se Nabohjælps privatlivspolitik og øvrige vilkår.